Opstart af akvarie



Denne vejledning er tiltænkt et 54 liters akvarie, dog kan man ofte ved lidt større akvarier følge en lignende proces.

Det er vigtigt når man opsætter et akvarie at man tager sine forholdsregler, selvom akvariet ikke nødvendigvis er af særlig stor størrelse. Sørg for at have et stabilt og sikkert sted at placere akvariet, og tag højde for at akvariet skal stå uden for rækkevidde af direkte sollys. Akvariet placeres på dets plads efter man har sikret sig at det er tæt, det er de færreste nye akvarier hvor der kan forekomme læk i silikone kanten. Når akvariet er fyldt med vand og grus vejer det mere end 60 kg, så vær sikker på at standen kan tåle vægten og tjek at stedet er i vater, brug gerne en akvariemåtte under akvariet.

Efter at akvariet er blevet placeret på dets tiltænkte sted, kan man starte med at forberede indholdet, gruset skal vaskes grundigt da det ellers giver et grumset og mælkeagtigt udseende i vandet. Gruset vaskes nemmest i en spand, hvori der tilføres rindende vand imens man kører rundt i gruset med hænderne. Vask indtil vandet over gruset i spanden fremstår mere eller mindre klar, og gennemsigtig.


Hæld derefter gruset ned i akvariet i et passende tykt lag, oftest fra et par centimeter til en 5-6 cm afhængig af hvad der foretrækkes. Så skal man have fyldt noget vand i akvariet og hvis man tænker på at putte levende planter i akvariet, kan det være en fordel kun at fylde akvariet op til omkring en 10 cm. Derefter kan man så sætte planterne i og bagefter fylde resten op med vand. Vandet man bruger til dette skal være koldere end lunkent, men ikke nødvendigvis iskoldt.


Når akvariet er fyldt op med vand og dekoreret som man foretrækker det, så skal man have sat det elektroniske udstyr til. Pumpen sættes så den laver vandstrøm ned langs akvariet og sæt gerne pumpens udmunding højt, en halv til en hel centimeter under vandoverfladen. Varmelegeme monteres i akvariet og tændes efter en 10 minutters tid, varmelegemet sættes som oftest til mellem 24-26 grader °C. Lyset over akvariet skal være tændt 8-12 timer om dagen, brug med fordel en timer til at fordele timerne hen over dagen. Akvariet skal stå et sted hvor fiskene kan se forskel på dag og nat, uden at lyset behøves at være slået til. Pumpe og varmelegeme skal køre uafbrudt, med undtagelse af når der er hænder i akvariet. I akvariet skal der herefter ihældes noget Aquasafe, som er en væske der tilføres for at gøre vandhane vandet mere egnet til mange fiskearter. Der kan også vælges produktet Bactozym som en erstatning, eller et yderligere supplement. Bactozym er en pille der puttes i akvariet for at booste vandkvaliteten og fremme nedbrydningen af b.la. nitrit i vandet. Når dette er gjort skal akvariet stå en uge som minimum, før man overvejer at anskaffe sig fisk til sit akvarie.


Denne vejledning er udelukkende ment som en hjælpende hånd til at sætte et akvarie op, undersøg altid yderligere information omkring det givne akvarie du skal have, og de fisk du overvejer at anskaffe dig. Man er meget velkommen til at komme ned til hos os og få en god snak om sit nye akvarie.